torsdag den 14. oktober 2010

Needle turn applikation 2 - tutorial

Når man skal lave needle turn applikation, er der nogle ting der gør processen nemmere, altså ud over selve syteknikken.

Jeg laver mig altid en skitse af motivet på madpapir/bagepapir. I dette tilfælde har jeg kun tegnet 1/4 af mønsteret, for motivet er 4 ens delblokke, der samles i midten. Jeg har så tegnet streger hvor selve "blokken" slutter og foldet (let presning) mit baggrundsstof, så jeg får 4 ens kvadrater. Så skal stregerne på skitsen bare følge folderne i stoffet, og så passer pengene.

Når jeg laver mig sådan en skitse, giver det mig mulighed for at lægge min den over mit baggrundsstof  og placere de små dele rigtigt. Ofte bruger jeg en pincet, da mine fingre ikke så gerne vil smyge sig ind under skitsen. Læg mærke til, at stoffet skal være en sømrumsbredde uden om skitsestregen hele vejen rundt. under applikationen bukkes det ind og det kommer til at passe - alt afhængig af øvelse, ønske og mere øvelse.


En anden ting er alle de små dele. Jeg har dem gerne liggende med frysepapir på indtil de skal bruges. Så kan jeg hele tiden se, hvilke dele der skal hvad. I dette tilfælde er der ikke nogle dele der ligner hinanden ret meget, men det kan der sagtens være, og gør mærkningen det en del lettere. Dog, hvis kan ser godt efter, vender bladene (øv. tv.) så teksten vender i rigtig læseretning - og så vender bladene også rigtigt ift. formen.


Sidst, men ikke mindst, er det meget vigtigt, at klippe små hak i "indadbuerne" (konkavebuer). Når sømrummet skal bukkes ind under fuglen, er det simpelthen ikke langt nok til at kunne nå hele vejen. Ved at klippe små indhak, undgås dette.


Tja, så kan jeg ikke komme på mere. Der findes mange andre måder at gøre det på end min - find den der passer dig bedst!

God fornøjelse.

Maria

Ingen kommentarer: