søndag den 30. september 2012

Jul skønne jul!

Lækre stoffer! 

Maria

lørdag den 29. september 2012

"Wabi-sabi"

Det lyder mildest talt som en japansk specialitet af en eller anden art, men det er det altså ikke - det er overskriften på, hvad næste måneds DU skal munde ud i! Vi skal sy "wabi-sabi" eller "wonky" - med mine øjne sådan lidt groft sagt: sjusket og skævt! Hvis jeg skal yde begreberne mere retfærdighed, så dækker ord som: rodet/skævt/simpelt/imperfekt... Se det er da en udfordring der kan mærkes.

Men nu først til dagens kursus...
Helene tegner og fortæller.

Jeg har valgt at lave mine blokke i 12" x 12" - i hvert fald denne gang.
Og så lige nogle trekanter til senere. Det prikkede stof skulle have været i blokken ovenover,  men så glemte jeg det og løste problemet sådan!

Her er så næste måneds stoffer. Tænk - gråt med brunt print - hmmmmm! Godt jeg selv bestemmer hvordan/hvor meget jeg skal bruge af dem. Idéer har jeg dog nok af, nu hvor jeg har fået hul på "modern", så det svære bliver at vælge!

Efter sjov, hyggelig og inspirerende selskab kom jeg hjem til perfekt flæskesteg med sprød svær og alt godt at tilbehør - og ikke mindst en datter, der var ved at koge en stor portion æbler, så hun kan servere æblekage til Voice i aften. Skønt!

Maria



fredag den 28. september 2012

Hængt til tørre!


Egentlig er det nok lidt sådan, jeg har følt mig det sidste stykke tid - og derfor har bloggen også ligget noget stille. Det er altså svært at sy, når man hænger og flagre i ørerne! Men efter min ubetingede succes med DU blokkene i går, har jeg i dag kastet mig over leg med en rigtig skøn stofserie fra Moda: "Lucy's Crab Shack" 


Jeg har 7 forskellige stoffer at lege med og har længe haft planer om, hvad de skulle bruges til... men har så bare ikke fået gjort det! Men nu skal det så være! 

Maria

PS: Big surprise... kan købes hos Helene Juul.

torsdag den 27. september 2012

Design Udfordring 2012

Den var værre - årets Design Udfordring (DU) fra Helene Juul Design. Først er der stofferne... GRÅ! Altså grå er jo en "ikke-farve", som jeg "desværre" nok ender ud med at syntes er ok (men sig det endelig ikke til Helene!).

Grundreglerne er som de andre år: Sy X antal blokke efter anvisninger (eller mangel på samme!) fra Helene , Hver måned udleveres 3 forskellige stykker stof, som SKAL bruges i månedens udfordring, Hver måned må der tilføjes max. 4 stoffer ud over de udleverede og et af dem skal være ensfarvet. Så langt - så godt!

Så er der sy-udfordringen; det skal være modern quilt og jeg skal sy lige det, jeg har lyst til... både i antal  og størrelse på blokke. Men har jeg så lyst til det? Jeg har i hvert fald brugt rigtig lang tid på at finde på, hvad det så var jeg skulle sy, og ændrede så som vanligt mening lige inden jeg satte hjulet i stoffet! Første blok er nu syet og den er jeg faktisk ret vil med. Næste er på tegnebrættet og så holder jeg nok der? Hvis jeg altså ikke pludselig bliver voldsomt inspireret?

Glæder mig rigtig meget til at se, hvordan de andre deltagere har løst opgaven, når kursusholdet mødes på lørdag!

Maria


onsdag den 19. september 2012

En bunke ærteblomst!

Da jeg forleden spurgte en kommende modtager af en quilt, hvilke farver han (og hans kone) godt kan lide, kom det klart og tydeligt: "Min kone elsker ærteblomster og dyrker den i et væk"! Altså blev den store udfordring at finde stof, der kunne give et udtryk af ærteblomster... Jeg fandt en balipop og supplerede så med lidt fra mine "gemmer", så der også kunne komme lidt mørkere lilla med.



Mønsteret bliver super simpelt, men jeg håber effekten bliver blød og luftig!

Maria

søndag den 16. september 2012

Fritgående hund...


Maria

lørdag den 15. september 2012

Blåkærgård - en perle på Tunø!

Tirsdag gik vandreturen på Tunø ikke rundt om øen, men ad den asfalterede vej. Dejlig og flot tur, og under vejs kom vi forbi denne gamle gård, hvor to mennesker knoklede på livet løs. Straks blev det til noget snak og så fortale Kirsten (altså det vidste jeg jo ikke hun hed vel), at det var et kursussted med plads til 50 personer. Bing-bing-bing... sagde det i mit hoved - her kunne være såååå skønt at lave noget med nogle sydamer. Sådan en sommer Veng week-end!  Eller noget helt andet skønt noget. Straks blev vi inviteret inden for (og udenfor) det skønne hus, så vi rigtig kunne se! Og blev vist rundt med stor glæde og iver - det er tydeligt at Kristen og Knus elsker, det de lavet! Jeg bliver altid så fascineret, når jeg møder mennesker med en passion - det smitter!

Gården på den ene side med borde og masser af læ og sol! Og stor stilhed!


Gården fra den anden side, men udsigt til stor lækker terrasse (traktoren står lige der, hvor der snart igen er en dam). Prøv lige at se lyset og udsigten! Det er simpelthen pinligt, men jeg fik ikke taget et billede fra teressen og ud over marker/skov/hav - men den er bare helt vidunderlig! 



Blåplads og længe med alle køjeværelserne.

Spisestue/kursuslokale med masser af lys!!!

Et køjeværelse. 

Der er 10 værelser med hver 4 køjesenge og 5 værelser med dobbelt senge. Yderligere er der rigeligt med toiletter/badeværelser og fint køkken med prof opvaskemaskine mv. Helt fantastiske omgivelser til at lege med stof... eller holde familie week-end... eller holde kursus... eller bryllup... eller...!!! Du kan læse mere her på: Tunø Feriecenter Blåkærgård.

Efter en masse snak, førte Kirsten os gennem deres skov, tegnede og fortalte om træet, svampe, dyr, mos... alt med fantastisk viden og glæde. Til sidst endte vi på en lille skovvej med udsigt til havet, og så sagde vi "Farvel og på gensyn" for et er sikkert - vi vender tilbage på et tidspunkt!

Maria


onsdag den 12. september 2012

Vidunderlige Tunø!!!


De sidste par dage har jeg været på tøsetur til Tunø sammen med min mor. Tunø er simpelthen ganske vidunderlig! Og selv om det ikke kan ses på billederne, så havde vi stort set sol og dejligt vejr hele tiden! Straks efter ankomst mandag middag og indlogeringen på "Det Gamle Mejeri" (Hvad jeg vil sige om dette sted er, at udsigten fra vores værelse var vidunderlig, og resten var... ja, jeg håber i hvert fald at den hygiejniske standart i køkkenet var laaaang over den, vi så på værelse/fællesbad - for ellers har jeg fået de næste mange års skidt/baciller ind på 5 måltider!), kastede vi os over den store vandring - altså gåturen om Tunø. Det er en tur på 7-8 km langs øens skrænter på smal til smallere fodtrampet sti, med skiftende beplantning, udsigt, stejlhed på skrænter... Men med samme skønne følgeskab - min mor!

Rask trav gennem "junglen"

Og langs kysten

Dette billede har fået tilnavnet "Fyrtøjet og Heksen".

 Udsigten fra vores værelse over marker, havnen, havet og nordspidsen af Samsø!

Tirsdag blev det til en travetur på øens eneste asfalterede vej og gennem en fuldstændig tilgroet og privat skov - men mere om det senere.

Og så i dag hjem med færgen igen - tak for denne gang - vi vender stærkt tilbage!

Maria

Hvis du ladrig har været på Tunø og får muligheden for det, så grib den! Det er et lille bitte samfund (110 fastboere), hvor tingene tager den tid de nu tager. Det er muligt at leje sommerhuse (tjek), værelser (tjek), kursuscenter/feriecenter (har til gode),  bo på den primitive teltplads (tjek), og faktisk kan man også vælge at tage morgenfærgen over, vandre, spise, bade... og tage eftermiddags færgen hjem igen (har til gode). Der er ikke meget at se: et lille museum, et kirke/fyrtårn, en Brugs, en Kro, Mejeriet, et ishus, diverse kunsthåndværkere og så naturen/stranden/vandet! Altså PRØV DET!




torsdag den 6. september 2012

Hmmmmm


Kan bare ikke finde på noget at skrive - men et billede af skønt limegrønt toiletbræt fra Århus Musikhus' gæstetoiletter siger vel også mere end ord - eller???? Jeg blev i hvert fald glad i låget af det!

Maria

søndag den 2. september 2012

Efter guleroden!

I fredags lavede jeg en del quilteprøver til mit kursus hos Helene i morgen. Og efter sådan en omgang fornuftigt arbejde, måtte jeg også lige lege lidt (gulerod!)...


Her har jeg quiltet med en ret tyk og "pelset" tråd, hvilket jeg nok ikke lige gør igen. Sådan en gang bøvl! Jeg startede med en fjer og så legede jeg lidt videre med spiraler/blade. 


Jeg har her brugt en lys og meget tynd tråd, så det er faktisk ikke til at se alle mine fjer - heller ikke selv om Miss May lettede pelsen og gik et andet sted hen. Men som altid skal nyquiltede sager lige "til-ligges"!

Maria