Maria
onsdag den 3. juli 2013
Faaantastic!!!
Tænk, da jeg stod på i morges, havde jeg stadig et tomt skærebord! Og det skal så lige siges, at jeg syede en skøn model i aftes (Karina)! Så nu har jeg kastet mig over en idé til et mønster, der har ligget og rumlet bagest i mit hoved i et stykke tid. Testmodel (jo, det ord er i mit vokabularium, plejer bare ikke at praktisere testmodeller) er syet og virker, så nu er jeg kommet til det sjovt... at sy en model og tage mønsternoter undervejs. Spændende at se, hvordan det ser ud i de "rigtige" stoffer!
tirsdag den 2. juli 2013
Fundet - og færdig... mange billeder!
I aftes gik jeg (endnu engang) på jagt efter ikke kun mit skære bord, men stort set hele mit lapperi. Før billeder skal I slippe for, men min svigermor plejer at sige sådan: "Sikken en fin sti du har hen til symaskinen" og det dækkende tingenes tilstand utrolig godt! Nu har jeg så ikke kun "en sti", men et næsten ryddet gulv, en tom skæreplade og et næsten ryddet sy/quiltebord. 10 timers intensivt arbejde... og nu ser der sådan ud! Jeg er ikke færdig... men det bliver jeg aldrig!
Nedsænket symaskine og lille transportabel strygeplads.
Designvæg... Som lige nu (og også senere) holder alle mulige mere eller mindre vigtige sager for mig. Til venstre skimtes lige ét af to stofskabe. Når jeg virkelig har brug for en designvæg at hænge blokke op på, har jeg et stykke basisplaid (det der syntetiske stads fra Jysk), som jeg hænger op foran to skabe...
Skærebord med diverse ruller ophængt. Lige nu er der volumenvlies, vliesofix, H180, strygevlies, stift stads til ex, taskehanke, rivevlies og klar plast. Det er ikke det mest stabile system, men det fylder ikke ret meget. Og NEJ, jeg køber ikke hele ruller. Jeg ruller mine køb op på tomme ruller.
Skærebordet fra den anden side... også her en designvæg
med alt muligt (og umuligt på) og skuffedarier med farvesorteret stof i
små stykker (mindre end ½m)
Min næsten nye reolvæg... jeg elsker at se på den!!!
"Storage-kasser" fra fakta, glas med knapper/bånd/zigzaglidse mv. fra Ikea og nogle af mine bøger
CD reolen i midten med - indtil videre - kun en slab dåse (slab er teknikken det er syet i) og fine små trækasser (også fakta) med diverse i.
OK... jeg har stadig lidt rod på gulvet.
Dette er alt muligt, der har med Helene Juul, modeller og træf at gøre,
og eftersom det er der jeg har mit focus lige nu, skal det bare "blive i kasserne"!
Og nu... har jeg planer om at smide fødderne og se Tour,
måske med lidt stitchery... og en lille indlagt lur?!
Maria
PS:
Da jeg tidligere sendte Karina (blogger eller skabsblogger???) en mms af mit sybord og skrev "Gid det må vare længe", svarede hun: "Nu er ordet længe jo relativt, gi'r det til i morgen. Og så har jeg været large!" Dejligt med sådan en optimistisk og varmhjertet veninde!
lørdag den 29. juni 2013
Æbler til kaffen
Min svigermor spurgte for nogle dage siden, om jeg kunne sy noget for hende... noget til en gammel klassekammerat, der skal besøges i løbet af sommeren. Og det kunne jeg naturligvis.
Det er en del år siden damerne sidst har været sammen, så jeg kunne ikke sådan rigtig få nogle hint om, hvad der ville være godt i forhold til farver eller lign. Men, jeg har det sådan, at hør altid er godt, og så valgte jeg noget typisk dansk... æbler. De er ikke særlig "spraglede", men blev helt søde, da jeg fik quiltet et æble i midten.
Monterings metoden var også en test...til et større projekt jeg skal i gang med inden længe, og som skal løbe over flere måneder. Det virker fint, men kræver en hel del præcision at få hexagonerne lige lange på alle sider. Må udtænke noget smart!
Maria
onsdag den 26. juni 2013
mandag den 24. juni 2013
onsdag den 19. juni 2013
Store sting
Jeg har været ved at quilte med rigtig store sting! Ikke sløs, men med vilje. For at gøre det dejligt nemt for mig selv, tråder jeg 5-6 nåle på een gang, og trækker så nålene ned af tråden - her perle bomuld fra Valdani - efterhånden som jeg skal bruge den øverste. En nem måde at klare det måske lidt besværlige "nål i øje" projekt på. Det er sjovt at quilte med store ting, men også lidt af en udfordring at få linjerne til at blive bløde... hvilket tydeligt ses midt på den tyrkisdel.
Maria
tirsdag den 18. juni 2013
Kabel...
Da jeg forleden dag havde lavet min melonskabelon, tænkte jeg, at det ville være en god idé at lave en quilteprøve, for at se om det ville virke efter hensigten - og det gjorde det!
Og da jeg lavede skabelonen efter quilten passede den hele vejen rundt. Så var det store spørgsmål, hvad der skulle ske i hjørnerne. Der er mange muligheder, men jeg endte op med denne, som jeg syntes giver en fin effekt.Og fra bagsiden.
Det har været en sjov og også sej proces at quilte denne quilt. Da Elisabeth og jeg først talte om at lave en byttehanden (dadadadada... spændende hva'?) tænkte jeg, at der skulle quiltes buer, krummelurer og fede fjer på denne quilt. Men så kom Helene lige ind over og sagde, at hvis det skulle passe til quiltens "alder" (altså den tidsperiode indpirationen til mønsteret er hentet fra) skulle der quiltes linjer og masser af dem. Det havde jeg ikke prøvet før, så det var jeg straks med på - udfordringer fryder!
Alle disse linjer er quiltet med overtransportør, hvilket godt kan ses ved, at stoffet "bufler" lidt nogle steder. Overtransportøren skubber jo ekstra stof foran sig, og da det jo skal være et eller andet sted, så blev det til lidt buffel. Men helhedsindtrykket er super fedt. I morgen får Elisabeth quilten retur (jeg glæder mig til at høre hvad hun syntes!!!), og når hun har syet lukkekanten på og vasket kalorius, kommer der masser af billeder!
Maria
mandag den 17. juni 2013
Til højre eller til venstre?
Jeg er ved at quilte "kabel" i kanten af Elisabeths quilt. Det har jeg ikke prøvet at quilte før, men det er ret sjovt. Da jeg ikke havde en stencil der passede, måtte jeg hitte på noget selv. Først på hovedet i nogle bøger, så en tur på nettet - og så lavede jeg en melonformet skabelon, der passede med midterste del af kablet. Med midterste del mener jeg ikke den inderste melonform, men den midterste af stregerne. Jeg har 5 i hver side, så det var streg nummer 3 jeg tegnede op. Da den var quiltet, skulle der quiltes 2 linjer på hver side. For at stoffet ikke skulle forskubbe sig for meget, valgte jeg at quilte sikftevis til den ene side og den anden. Og her var det skønt at have en ekstra "afstandspind" til at montere på en trykfod. På den måde kunne jeg nøjes med at skifte foden, og slap for at skulle vende "afstandspinden" og indstille den rigtigt igen, når jeg skulle på den "anden side". Som det ses er jeg ikke færdig... skal nok tage et "kabel" billede engang i morgen... håber jeg!
Maria
PS: Hvis du undrer dig over den manglende sammenhæng på sidste indlæg og dette, så er det helt rigtigt. Min oprindelige plan var at quilte streger i zigzag i kanten, men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Så nu bliver det kabel i stedet!
fredag den 14. juni 2013
Linje efter linje...
Jeg har mærket rigtig meget op på Elisabeth's (non-blogger) quilt, og da ret mange af stofferne er mørkeblå kunne jeg ikke "nøjes" med de blå penne. Så det er blevet til en kombi mellem den vandopløselige og det hvide keramiske kridt i sewline pennen.
Jeg har måtte jonglere noget med pennene, for der skulle skiftes rigtig tit.
Jeg har måtte jonglere noget med pennene, for der skulle skiftes rigtig tit.
Men pyt - det virker. Jeg tegner slet ikke alle streger op, men bare en enkelt hele vejen rundt, så jeg har noget at styre efter. Så sætter jeg den der pinddims (til at holde linjeafstand) på trykfoden og så quilter jeg derudaf med 3/4 inch mellem linjerne... altså lige om lidt!
Maria
onsdag den 12. juni 2013
Underlig snegl eller pindsvin?
Tja, det er ikke sådan lige til at se!
Maria
Ved det godt, - ikke ligefrem et spændende billede. Men, men, men den søde ventetid... altså til Træf i august er begyndt, og jeg er ved at være godt i gang med nogle af årets modeller til Helene Juul. Så jeg har nået den tid på året, hvor mange af mine blogindlæg/billeder bliver af denne art...
Abonner på:
Opslag (Atom)