fredag den 10. september 2010

Sengetøj str. zendium.

I Julies klasse (4.), bygger de i øjeblikket huse af papkasser/toiletpapirsrør mv. i billedkunst. Der skal også laves møbler og så skal der naturligvis også sengetøj til zendiumsengene - og det fik jeg så lov at sy. Nu håber jeg, at det falder i pigernes smag!


Maria

torsdag den 9. september 2010

Øv altså!


Dette er det ene stykke stof i den aktueller pakke Design 2010 stoffer. Ikke ligefrem køn, men alligevel med muligheder... hvis det altså ikke lige var fordi, jeg klippede forkert ikke bare en, men hele to gange!

Da jeg først fik stoffet tænkte jeg, at jeg bare ville bruge en lille bid af stykket, men ombestemte mig så og fik en genial (og vildt bøvlet) idé. Hvorfor ende op med et stykke stof, som jeg faktisk ikke var så vild med, hvis jeg  nu kunne bruge ret meget alligevel - udfordringen er jo at bruge det!

Nu er jeg så nød til at købe endnu et stykke af dette stof, for at kunne føre min idé ud i virkeligheden - og så ender jeg alligevel op med så rigtligt til rest - ØV!

Maria

onsdag den 8. september 2010

Needle turn applikation 1 - tutorial

Needle turn er direkte oversat til dansk "nåle vending", hvilket meget godt beskriver denne form for applikation. Men vender nemlig sømrummet af stoffet med nålespidsen, inden det syes fast på baggrundsstoffet. Når det så er sagt, er der ret stor forskel på hvordan - altså med hvilken metode - man gør det. Jeg vil her kort vise de to metoder, jeg bruger til needle turn applikation. I begge metoder bruger jeg amerikansk frysepapir, men på to meget forskellige måder. Amerikansk frysepapir er en form for papir, som kan stryges på stof og sidenhen fjernes igen. Det har en mat side, der kan tegnes på - og en blank vokset side, der skal lægges mod stoffet ved påstrygning. Lad være med at stryge på den blanke side... det er bare noget gris!

Derudover skal der bruges applikationsnåle (vigtigt), knappenåle (gerne små) og en spids saks til.

Fælles for begge metoder er, at sømrummet på applikationsstoffet  skal være 2 mm. Der skal bruges en sytråd der matcher det stof der applikeres fast - altså lappen.


Metode 1: Frysepapir på forsiden
Jeg tegner applikationsskabelonerne op på frysepapir (den matte side), klipper dem groft ud og stryger dem fast på forsiden af mit stof. Det er vigtigt at det er påtegnet 2mm sømrum - den stiplede linje.


Klip i den stiplede linje og fjern frysepapiret.


Sæt stoffet fast på baggrundsstoffet med et par nåle.


Buk nu med spidsen af nålen 2 mm sømrum ind under kanten. Stik op fra bagsiden,  lige i kanten af ombukket (fang 2 tråde) og ned igen, lige inden under stoffet. Du har altså op- og nedstik på næsten samme sted.

Stik nu op igen 2 mm længere henne og fortsæt som beskrevet. Det betyder, at du får usynlige sting på forsiden og 2 mm lange sting på bagsiden. Som arbejdet skrider frem, vendes sømrummet inden næste opstik med din nål.


Dette er min absolutte favoritmetode!

Metode 2: Frysepapir på bagisden
Tegn motivet over på frysepapir uden sømrum. Klip ud i stregen og stryg på stoffets bagside.


Klip ud, motivet ud med 2 mm sømrum hele vejen rundt og sæt fast på baggrundsstoffet med nåle.


Her skal sømrummet bukkes omkring frysepapirets kant og så syes fast som overfor beskrevet.


Fælles for begge metoder:
Efter endt applikation kan/skal baggrundsstoffet klippes væk. Frysepapiret der jo stadig sidder fast på bagsiden af "lappen" skal fjernes, hvilket gøres gennem det hul der bliver, når baggrundsstoffet klippes væk.
Ved metode 1 kan bortklipningen undlades.
Dog giver det en betydelig flottere look på det endelige projekt, hvis stof bag applikationerne er klippet væk. Quiltningen omkring applikaionen vil får motivet til at stå tydeligere frem, når der er dirkete kontakt mellem applikationen og mellemforet.


Til slut presses applikationen let.



Som min applikationsblok til Design 2010 skrider frem, tager jeg nogle billeder der viser, hvordan jeg griber det an. Når blokken så er afsløret kommer afsnit 2.

God fornøjelse!
Maria

Hvis du ikke syntes forvirringen er total nu, så tjek lige youtube for videoer om needle turn!

tirsdag den 7. september 2010

At komme i træning...

..til at needle turn applikere altså! Faktisk havde jeg bestemt mig for, at hvad der nu skulle blive af applikationer i Design 2010, så måtte det blive på maskine... men, nu har jeg alligevel lavet mange fine små lapper til needle turn! Måske er det efterårets snarlige kommen, der får mig til at ville "nørkle" i den helt store stil?!

Og så er det nok også godt at komme lidt i træning til senere på året - eller måske først til næste år, for jeg må nødvendigvis sy den fantastiske "Rose of Sharon Quilt"! Og måske som needle turn?

Maria

mandag den 6. september 2010

Tilsætningsstoffer

Hold fast hvor har det voldt mig mange problemer at finde "tilsætningsstofferne" til 2. pakke i designudfordringen. De udleverede stoffer er godt nok meget harmoniske sammen i deres "efterårsfarver" og det har virkelig gjort det svært for mig, at sætte noget pang til. Og hvis disse blokke på nogen måde skal passe til sidste pakkes stjerne (og til mig!), så skal der jo pang i.
En af blokkene skal være en applikationsblok, hvor jeg gerne vil have noget lækkert baggrundsstof... og det er bare svært, for det skal også kunne bruges sammen med resten af stofferne - og fordi jeg har bestemt, at der ikke skal lyse (ex. muskin) stoffer i.

Nu er valget truffet og jeg kan komme i gang... med at tegne applikation og bestemme hvordan mine flying geese og min trekantblok skal se ud!


De fire forreste er fra eget lager... godt jeg købte så rigeligt ind i Skærbæk!

Maria

søndag den 5. september 2010

Calendar Quilters 2011!!!

Hvad kan få mig til at smide kludene???
Jo altså, da Helene Juul engang i vinter til en sycafé foreslog, at vi skulle lave denne kalender, så sank jeg lige en enkelt gang og sagde: "At det var jeg da selvfølgelig med på!"  Vi var så privilegerde, at Helenes mand Albert kunne være vores fotograf. Albert har en fint fotoaterlier i Helenes baglokale, hvor han har sit firma abmmodel. Endelig er resultatet af mange timers arbejde, masser af latter og lidt kriller i maven så endelig på gaden og det er skønt.


Jeg syntes, at denne kalender er årets ubetingede bedste gave idé. Værtindegave, fødselsdagsgave, til-mig-selv-gave, julegave, kærestegave... Det er sådan set et fedt, hvilken slags gave - bare den bliver givet og det mange gange!
I kalenderen ses 12 skønne quinder med 12 forskellige quilts, og det bedste af det hele er, at overskudet går ubeskåret til "Støt Brysterne" Kræftens Bekæmpelse.

Der er ingen lumre billeder i kalenderen, men billeder af modne, skønne, sjove kvinder i vores bedste alder - og med vores skønne hobby - nemlig quilts i fede farver og lækre mønstre.

Kalenderen kan købes her hos Helene Juul Design til den nette pris af 200 kr (excl. evt. porto).

Maria

Sådan!

Nu er mit sengetæppe helt færdigt og kommet på sengen - og det ser skønt ud. Men da solen skinner idag, måtte jeg lige have det udenfor til et par billeder.


Også nogen af quiltningen - det er altså bare svært at fotografere!


Læg mærke til kalejdoskop'erne (altså 4 ens stykker stof, der danner et nyt mønster) i midten af alle stjernerne - store som små.


Det hele på nær den brede "bølge" kant er frihåndsquiltet - altså ikke noget med opmærkning inden jeg quiltede. Det er en udfordring, men sjovt og jeg bliver nok bedre med tiden (træning!!!).


Nu ligger sengetæppet i hvert fald på sin plads - og jeg kan så starte på noget nyt stort... eller se lidt nærmere på en UFO?! Eller finde stof til den lidt umulige pakke 2 i Design 2010? Eller sætte mig i solen? Eller......

Maria

PS: Hele ugen har jeg glemt at skrive, at jeg mødte rigtig mange af mine læsere i Skærbæk. Det var dejligt at få hilst på nogle bloggere og også på en del quiltere, der ikke blogger, men som læser alle mine skriblerier. Det at blogge er jo en lidt underlig sag, for jeg skriver jo bare løs stort set uden at vide, hvem der læser med. Men jeg kan jo se, at det er en hel del. Så jeg håber, at I hygger Jer lige så meget med det, som jeg gør!

fredag den 3. september 2010

Design Udfordring 2010

Langt om længe har jeg fået min stjerneblok færdig. Den er syet over pap - super hyggeligt, men også lidt tidskrævende. Dog ikke mere end at jeg er begyndt på en af blokkene i 2. pakke over pap også!


Resten af pakke 1 er (ok jeg er jo ikke færdig )- bliver syet på maskine. 3 blokke af hver stof/farve 
variation.


Og se, jeg har brugt stoffet "helt uden for kategori" - det gule med krummelurer. Det er altså ikke lige mig, men desto større bliver udfordringen jo!

Næste omgang skal være i disse stoffer.


Hvad jeg ellers skal bruge, har jeg ikke fundet ud af endnu. Men der skal være lidt pang... eller meget måske. "Desværre" kan jeg ikke komme til vores næste design-lørdag, da jeg skal en tur ned til Vejle Quilters og undervise i dette tæppe. Med det er mindst lige så godt, så jeg overlever snildt!

Maria

Modeller 2.

Også et par modeller fra egen hånd blev det til inden Træf.

Brødbakker i trip-trap model fra All Momas Quilt
 
Der er brugt S133 til at afstive med. Det er nemt at arbejde med og kan vaskes, når brødbakken kommer til at trænge.

"Sommer på Glas" kaffeservietter fra All Momas Quilt.

Sommerlige stitcheryblokke sammen med 1930'er stoffer og zigzaglidse. Og de er faktisk syet i hånden!!! (og monteret på maskine...)

Begge mønstre kan købes hos Helene Juul.

Maria
 - der stadig kæmper med at finde symaskinen frem efter sidste week-end...
Eller er det skærebordet, der er forsvundet?

torsdag den 2. september 2010

Modeller 1.

I den sidste ret lange tid har jeg syet på diverse lækre modeller som Helene Juul skulle have med på træf. Det er længe siden jeg begyndte på det første julestitchery, men eftersom vi (Helene og jeg) er ret gode til at finde på flere modeller, er det bedst at være i rigtig god tid!

"Raspberry Cream" fra CinderberryStitches

"Roly Poly Santas" fra Gail Pan Design. 

Lækker pude fra mønsterhæftet "Garden Songs" fra Art to Heart.
Genial til rester og et lækkert stykke bagsidestof.

Og ikke mindst...

...diverse lækre synødvendigheder fra mønsterhæftet "Sew Necessary" fra Art to Heart.

Det er her det "forunderlige stof" er brugt!

Jeg tror ikke, at Helene har nået at lægge mønstrene i netshoppen endnu, men får du kløen i fingrere, så send hende en mail med mønsterets navn og jeg er sikker på, at I kan finde ud af det.

Maria 

Flere modeller i morgen og måske lidt Design 2010?!