onsdag den 8. oktober 2014

Bix-Bax-Box!

Der er ingen vej uden om. Hvis jeg skal få plads til mig i mit lapperi (nogen har rodet), skal der ske noget drastisk - så som at tømme alle reoler og skabe, sortere, smide lidt ud, flytte rundt, køre i IKEA efter flere reoler/kasser (Ahhh!!!) , putte ind igen, omarrangere skærebord, afkorte sybord.
Langstrakt arbejdsproces - tror jeg starter med at gå på jagt efter nogle flyttekasser i kælderen!

Maria

Faldt helt tilfældigt over et gratis indretningsprogram forleden. Super sjovt at lege med - og lidt mere illustrativt end de små papirlapper jeg plejer at sidde og fedte med!
Prøv selv på roomsketcher.com

torsdag den 2. oktober 2014

Det sure med det søde!

Jeg er på ingen måde vild med at sy stamps/på papir, men nogle gange er det bare den nemmeste teknik. Når jeg kommer til at pille papiret af, syntes jeg det er ok - men så er det jo også lys forude.
Heldigvis er det stoffer af nogle af mine yndlings designere fra Moda "Bonnie & Camille", så når jeg endelig kunne vende blokkene med retsiden opad, så det skønt ud!
Disse stoffer er rigtig tøsede - og jeg falder for den ene kollektion efter den anden. Nu skal jeg så bare have hittet på, hvad jeg skal lave af alt dette skønne "afskær"... altså når jeg engang er færdig med hovedprojektet!

Maria




søndag den 28. september 2014

Har du endnu ikke...

... mødt et kattekræ, en pelset vinterstøvle, et mæhæ, en svansperson, et drog og  "En mand der hedder Ove" skrevet af Fredrik Backman, vil jeg på det kraftigste anbefale dig, at du gør det hurtigst muligt.
Det er en fantastisk fortælling om ret og rimeligt, den store kærlighed og livets uforudsigelighed alt sammen krydret med en fantastisk humor, malende beskrivelser af (u)almindelige mennesker og på sin vis også dyr. Hos mig har bogen frembragt både skraldlatter x mange og en tårevædet omgang blev det også til! Læs eller hør den - du vil ikke fortryde!

Maria

onsdag den 24. september 2014

Nye lapper....

Sådan nu har lapperne lige brede lukkekanter! Der er lidt legeplads over at sy disse "GOM" (Grydelap Om Måneden), et sæt af hver pakke fra stash abonnementet fra Helene Juul Design, hvilket på disse lapper tydeligt ses ved, at jeg har quiltet dem forskelligt. Det er sjovt så forskelligt udtryk det giver!

Maria

søndag den 21. september 2014

Absolut fantastisk!

En hel lørdag i selskab med en dygtig, inspirerende og yderst dedikeret patchworker - og en flok engagerede kvinder - det var hvad i går bød på hos mig! Sikke en vitaminindsprøjtning!
Sue Daley i fuld vigør. Jeg forsøgte uden held at få et "stillestående" billede af Sue, men det lykkedes bare ikke. Der var fuld fart over hende, og hun delte ud af viden, teknikker og anekdoter i den helt store stil. Af en eller anden grund fik jeg først gang i fotograferingen til aftenens "Trunkshow", hvor Sue viste nogle af hendes helt vidunderlige quilts frem. Jeg sad på gulvet og tog en del billeder... og jeg må indrømme, at jeg nok havde mit fokus mest rettet på quiltningen, hvilket de næste billeder tydeligt vil vise!
Fantastisk quiltning med stor variation.
Super skønt quiltemønster, jeg da lige skal forsøge mig med!

Denne quilt "Marmelade" er jeg helt forelsket i... så måske den skal gennem min synål i løbet af vinteren? 
Og quiltningen er noget helt for sig selv!

Helt ny og fantastisk quilt. Stofferne er Sue Daleys eget design (Riley Blake), 
og er lige på trapperne til at blive "frigivet". Også her er quiltningen formidabel!

Hvad jeg selv syede i løbet af dagen... det har jeg ikke fået fotograferet, men det kommer... ikke at der er meget at vise frem. Dog viste Sue os en helt fantastisk trick til fussy cutting (mønstersøgning), som jeg har fået lov til at vise her på bloggen! Glæd Jer!

Maria
Hvis du gerne vil se flere billeder fra kurset, 
hold da øje med Helene Juuls blog - der kommer indlæg med skønne billeder en af dagene.

torsdag den 18. september 2014

Kursus forberedelse!

På lørdag skal jeg på kursus med Sue Daley. Alle deltagere skal sy Wagon Wheels Quilt, og for at være lidt på forkant, har jeg i dag skåret kvadrater til alle hjulene. Nu er det jo ikke fordi det tager ret lang tid at skære, men at vælge stofferne - se det er en helt anden sag. Nogen (Helene) vil mene, at jeg har en udpræget, og ikke altid lige heldig, tilbøjelighed til at vælge mine stoffer, så alle farverne ligger i samme spektra (styrke) i farvecirklen, og der er fuldstændig rigtigt. Så derfor har jeg forsøgt at "slå mig lidt mere løs" - altså mest for at udfordre mig selv, ikke fordi det var nemt - og har valgt stoffer med bare lidt større bredde i farverne ex den ene mørke lilla med prikker i pink. Helt bevidst har jeg valgt at finde moderne stoffer, gerne nogle hvor samme print går igen i flere farver, stoffer som er monokromatiske (altså grønt print på grønt) eller med hvidt print. Jeg har før syet med denne kombi og det bliver godt... håber jeg.

Jeg har også skåret halvstore lapper til resten af applikationerne, så der er noget at vælge imellem både til kant blomsterne og til "hjørnestenene". Nu skal det hele så "bare" pakkes ned, sammen med diverse - den der store kasse med alt muligt og umuligt fuldstændig uundværligt til 6 timers kursus! Det bliver skønt med en hel lørdag i godt selskab og med mulighed for at lære nyt!

Maria

tirsdag den 16. september 2014

Øv bøv!

Tænk, efter at have syet lukkekant på to grydelapper i hånden (!), opdager jeg, at der faktisk er forskel på bredden af lukkekanten. Altså af strimlen! Øv, pille op, skære ned i størrelse og så i morgen sy på igen. Hvordan i alverden det er lykkedes mig først at skære, sy på på maskine, og derefter i hånden, uden at reflektere noget videre over, at lukkekanten flappede på den ene lap, er et godt -men også lidt skræmmende -spørgsmål, jeg nu kan stille mig selv!
Maria

lørdag den 13. september 2014

Mønstersøging - en slags vejledning

I søndags efterlyste Marie ideer/teknikker til mønstersøgning til et nyt projekt, hun har under synålen. Mest af alt var problemet (som jeg har forstået det), at få skåret delene ens (fuzzy cutting). Der findes mange måder, også afhængig af hvordan stoffet skal bruges, og jeg har prøvet mange forskellige metoder. Lige til denne type opgave, er dette min favorit - indtil videre i hvert fald.

Enten køber jeg (nogle designere/mønstre giver denne mulighed) eller også laver jeg mig en skabelon. Det er fint at bruge skabelons plast, men anden plast kan også bruges. Når jeg ikke vælger pap, er det fordi siderne flosser, når der er tegnet langs den 10 gange, og så passer målene ikke længere.

Denne skabelon er lavet på en sommerferie for et par år siden, hvor plastomslaget til en lille blok, var super god at lave skabelon af. Her skulle stoffet limes/ries over pap, hvilket er grunden til det brede sømrum.
Når selve hexagonen (altså dens størrelse sekskant som bliver synligt efter sammensyning) er skåret ud midt i skabelonen, er det nemt at placere skabelonen oven på stoffet og se, hvordan den enkelte del vil komme til at se ud. Alt efter hvordan skabelonen placeres, giver det forskellige effekter. I dette tilfælde til 6 x hexagon syet uden om en midte, give en krans af lilla prikker hele vejen omkring midten.
Andet motiv - men med lignende effekt.
Da jeg lavede delene til denne blomst, tegnede jeg langs ydersiden af skabelonen, klippede ud i stregen og var klar til at bruge mine lapper. Selv om alle dele nu havde den rigtigt størrelse, var det stadig lidt af et pillearbejde, at få stof og pap placeret ens til alle 6 blade. For at gøre det så præcist som muligt, valgte jeg en side af hexagonen (i dette tilfælde den grønne ind mod midten) og placerede pappet tilnærmelsesvis ens på alle 6 lapper. Derefter tjekkede jeg om mønsteret stadig passede efterhånden som jeg komme rundt til alle kanter. Jeg havde (sikkert) også sat en lille klat Sew Line lim midt på pappet, for at stoffet ikke skulle smutte for meget rundt for mig. 

På den lille blomst her nedenfor er bladene faktisk ikke ens, men effekten fremstår alligevel tydeligt.

Og så Marie - nu til mønstersøgning til syning på amerikansk!
Jeg har tegnet endnu en skabelon - og at den ikke er skåret ud af selve plasten viser bare, at jeg er lidt dovne, nu jeg laver en vejledning...

Altså - der skal naturligvis skæres langs yderste streg, så der dannes en skabelon, man kan tegne uden om. Man kan også vælge at skære midten ud (som ovenover), men i stedet har jeg her valgt at tegne delelinjer på begge ledder af skabelonen, så jeg nemt kan placere den over ex. en blomst, som jeg ønsker skal være lidt i midten. Det er simpelthen navigations-linjer.

Når skabelonen ligger helt perfekt på mit stof, tegner jeg langs kanterne af den (på enten ret - eller vrangsiden af stoffet), og klipper lappen ud helt præcist. Det er vigtigt at have en god skarp saks her, så stoffet ikke trævler! Kan kun endnu engang anbefale saksene fra Karen Buckley.

Når lappen er klippet ud, skal der tegnes sømrum op på bagsiden. Jeg vælger én af disse metoder:
1. bruger en 1/4" sømrums lineal, og tegner mine sømrum op langs dens kant.
2. jeg laver mig endnu en skabelon magen til den jeg bruger til at søge/tegne efter og klipper midt delen ud på den. Derefter kan den placeres på bagsiden af lappen, og når alle sider flugter, kan sømrummet tegnes op langs hullets kanter.
3. nå ja, helt ærligt, så er jeg nok mest til at sætte en lille prik i alle hjørner - og derefter sy med øjemåls-sømrum... men det er bare mig, der er lidt doven. Og indtil nu, har det ikke givet problemer.

Nu skulle du gerne sidde med 1 styk lap med mønsteret præcist hvor du ønsker det. Nu er det så "bare" at gentage med endnu X antal lapper, der er nøjagtig magen til. Det tager sin tid, men resultatet er fantastisk!


Gode hjælpemidler til succes!
Altså den gode saks - men den har jeg allerede nævnt.
Strygestivelse så stoffet ligger fint fladt under optegning, og ikke så nemt strækkes på tværs af trådretningen, når der klippes/syes. Jeg bruger "Mary Ellens Best Press" - pas på det er stærkt vanedannende!
En spids pen til optegning. Jeg bruger den der stift-kridt-pen fra Sew Line, og syntes den virker super godt både i hvid og sort.
Så en god portion lyst/tålmodighed, en god arbejdsplads, øvelse og en rolig hånd... og det er ikke specielt svært at få lapperne (tilstrækkelig) ens...
Maria
Spørgsmål besvares efter bedste evne...

torsdag den 11. september 2014

Skål, indlæg eller...?

... ja rigtigt gættet, det er to kalotter af den slags, som nogle mandlige jøder går med. Når jeg så lige hitter på at "frihånds-hækle" sådan to, er det fordi Julie skal lave en fremlæggelse om "Jødisk liv" i skolen i morgen. I gruppen er der to drenge, som skal have kalotter på (de fæstnes til hårdet med klikspænder), og jeg tilbød også at hækle to traditionelle jødiske hårdnet til de to tøser, men det faldt ikke i god jord!

Maria