torsdag den 20. februar 2014

Little Wonders punge

Jeg har endnu engang fået lov til at test-sy et skønt mønster fra Geta Grama. Denne gang var det to små punge/tasker, hvor lynlåsen er monteret nemt - og helt anderledes end vanligt. Getas mønstre er nemme at gå til med mange billeder. Du kan finde, købe og downloade mønsteret lige her.

Det er bestemt ikke sidste gang jeg syr efter denne metode!
Maria
PS: Har netop lagt sidste hånd på en løber til næste nummer af Kludemagasinet... Jeg fik den idé at se efter hvor mange sting der endte i quiltningen (nej, jeg talte dem ikke, det gjorde symaskinen)... og det er altså bare en løber... lige knap 70.000! Nej, jeg har ikke skrevet et nul for meget. Vildt ik?!


mandag den 10. februar 2014

Til Tibet og tilbage igen?

Nej, sådan en rejse bliver det ikke lige til. I stedet har jeg i dag gjort 20 hele hvidløg klar til at blive overhældt med snaps (og en sjat tequila, da der ikke var snaps nok til at dække hvidløgsmosen).... og så står den ellers snart på Tibetansk Hvidløgskur. Jeg har lavet dobbelt portion, så min mor også kan få noget eliksir at svælge i. Manden min betakkede sig - syntes lugten i køkkenet var alt rigeligt. Hvordan han (og andre?) så vil klare det sidenhen, det må komme an på en prøve. Jeg glæder mig til at komme i gang om 20 dage!

Patchwork.... hvad er det??? Måske der kommer et billede af noget stitchery en af dagene. Og så må de der D-vitaminer gerne snart gøre noget gavn! Har masser af tanker om at blogge, men orker det bare ikke endnu.

Maria

onsdag den 5. februar 2014

Veng Week-end 2014

I sidste week-end løb årets Veng week-end af stablen. Som altid tyvstartede jeg lidt, og tog mig et par rolige alene-sy-dag inden resten af selskabet ankom (vi var i alt 12 stof/sygale quinder). Sjovt nok får vi aldrig syet helt så meget, som vi tror (hahaha, tror kun samme form for selvbedrag ses, når det kommer til mænds vurdering af (egen) "potens-størrelse"). Men det vigtigste er også al hyggen, den gode mad, latteren i store mængder, kærlige drillerier... og snoller...

Inger (non-blogger) var som altid leveringsdygtig i en snollerskål der tog kegler!
Jeg fik syet "Den Irske" færdig, altså bortset fra lukkekant. Det er en moderne quilt til en gut på 19 år, og farverne er af eget ønske. Lyset på billedet er ikke ret godt, men det gør at quiltningen i frihåndsquiltede kvadrater står meget tydeligt frem. Nå ja, mangler også lige at quilte lidt i "de Irske". Ellers syede jeg hemmeligheder: testede et absolut genialt mønster for Geta Grama, og syede på noget til "Min Skattekiste" quilt konkurrencen til Nordisk i Maj. Og så var der ikke mere syenergi i mig... Tror vi alle kunne nikke genkendende til, at energien svandt i cirka samme tempo som snolleret (uden sammenligning i øvrigt)---
Glæder mig til næste år De Damer - som altid en forrygende fornøjelse at være sammen med Jer.

Maria

Et internt ps: 
Nu skal jeg jo desværre først bestemme igen til april, men der står den helt bestemt på dåsemad! Prøv selv: 
forlorenskildpaddeforlorenskildpaddeforlorenskildpaddeforlorenskildpadde
eller 
pærerisirupslagepærerisirupslagepærerisirupslagepærerisirupslagepærerisirupslage

onsdag den 29. januar 2014

Sådan lidt Irsk

Tydeligvis en udfordring ved at sy i ensfarvede stoffer... sørg for at vende strimlerne/stofferne ret mod ret inden sammensyning!!!

fredag den 17. januar 2014

fredag den 3. januar 2014

D der mangler...

Det er godt nok ikke meget jeg får blogget i øjeblikket. Det er ikke lysten der mangler, men energien. Eller mere specifikt D-vitamin! Jeg har aldrig før lidt af D-vitamin mangel, men mest af alt, føler jeg mig som et alderdomshjem. Kuren er nem... Unikalk Mega, D-vitamin dråber, fed fisk, æg og sol.... og stor tålmodighed. Det varer nemlig nogle måneder inden effekten rigtigt indfinder sig. Så jeg venter.... og vender forhåbentlig stærkt tilbage inden alt for længe.

Maria


torsdag den 26. december 2013

Dagene derpå...

Nu er julen "overstået", og selv om jeg ikke har skrevet ret meget om den, så er det blevet julet her hos os som vanligt. Tror jeg har bagt 22 plader småkager (nogle til andre), lavet masser af konfekt (og spist en del... der er altså noget over nougat!) Juletræet står og stråler,  nisser titter frem her og der, og det helt "vidunderlige" nisselandskab er naturligvis også oppe. Når jeg skriver "vidunderlige" er det fordi, det helt og aldeles er manden mins (og ungernes) projekt. Han har haft sådan et i sit barndomshjem, og da vi i en sommerferie for 8½ år siden, kom forbi et fint lille julehus med glimmer på taget, fik han julelys i øjnene, og købte det straks (og har siden udvidet adskillige gange!). Måske var det også lidt som modvægt til min egen meget "strømlinede" jul... hvilket nu er taget en del af, for med ungernes hjemmelavede julepynt, røg det en tur under alle omstændigheder. I år har nisselandskabet haft besøg af en lille smølf (fra en chokoladekalender)... som vi alle har flyttet rundt på til stor morskab, specielt for den der sidst har flyttet på "dyret".

Vi har i år holdt jul hos min mor (for første gang for ungernes vedkommende - mens de var små prioriterede vi at være hjemme) og det var utrolig hyggeligt. Og jeg blev helt nostalgisk, da jeg så "min barndoms" juletræspynt. Det var en aften med masser af god mad, sang, gaver, knas, spil og ikke mindst latter!
Det helt store syning bliver det ikke til, men i dag har jeg gjort en laaaaaang lukkekants strimmel klar, så skal jeg bare sy den på også! Og ja, det er til "de der strimler" som nogle måske har gættet på trekanternes farver. Glæder mig til at vise, hvad det er jeg hygger mig med.

Jeg har ikke syet en eneste gave, var jeg lige ved at skrive, men det passer faktisk ikke. Jeg syede nemlig et par grydelapper til Helene, og på mine strikkepinde sidder et par tygge, lange og lækre sokker til min far. De nåede ikke at blive færdige, for jeg har både haft besøg af drillenissen (læste forkert i opskriften) og drillemissen... gæt selv hvad hun fandt på. Men eftersom vinteren ikke rigtig er kommet endnu, så skal han nok nå at få brug for dem senere!

De næste par dage skal bruges til hygge, familiefødselsdag, syning, spil med ungerne, middagslur, dase lidt, vandretur, "pynte ned"... sådan som vi bedst kan lidt dagene mellem jul og nytår.

Maria

mandag den 23. december 2013

Lige lovlig Miss

Det er rigtig længe siden jeg har vist billeder med Miss May, men det har ikke været, fordi hun ikke tiltusker sig lige præcis den mængde opmærksomhen en kat nu vil/skal have, eller til stadighed placerer sig lige midt på det, jeg er ved at sy.... nej, det er fordi vi faktisk har haft hende "på guld plader". Vi måtte nemlig ikke have kat, her hvor vi bor. Men det må vi nu, og det vil jo nok give bare enkelte kattebilleder her på bloggen!

Indimellem ligger hun på skødet/benene af mig....
...men ofte ligger hun i sin "storkerede" og snorker! 
Og det skal ikke være nogen hemmelighed - jeg elsker at have kat!

Og så har jeg faktisk også syet, her er fortsættelsen af de der strimler fra sidste uge! 
Det blev til 9 x 2 strimler og de er alle fortsat i et nyt lækkert moderne projekt...

Maria

torsdag den 12. december 2013

Kur mod sytørke!

Nej, altså ikke et rundstykke med brunsviger klasket ovenpå, men min veninde Karina, der skulle til at indtage denne egnsret. I går havde vi en skøn dag sammen i mit lapperi - og vi fik begge syet!

Karina quiltede og syede disse 4 lækre pudeforstykker... og forelskede sig ubehjælpeligt i min Bernina 710.

Jeg syede 8 monokromatiske strimler (altså hvor jeg kun brugte stoffer i samme farve) til nogle dækkeservietter, og noget af en lille toiletpung. Og det hele var som altid blandet godt og grundigt sammen med masser af snak, grin og en enkelt småkage.

Ud på eftermiddagen kørte Karina hjem igen, medbringende sin julegave og en stang brunkagedej til "selvbagning". Og nu har jeg bare lyst til at sy!!!!!

Maria

søndag den 8. december 2013