torsdag den 9. april 2015

Virus tur - retur!

Nu tør jeg skrive dette indlæg, velvidende at jeg stadig har en virus på balancenerven, og at den vil poppe op nu og da. Men det er i så små bidder, at jeg næsten ikke lægger mærke til det mere! Og både manden min og de skønne unger vi har ved godt, at hvis jeg ser lige lovlig dinglevorn ud, så skal jeg bare have en lille hånd - og så går det igen!

Siden jeg havde besøg af denne type virus midt i 1990'erne, er der sket ret meget i viden om, hvad der kan gøres ved en sådan sag. De ændringer jeg har fået forklaret, synes jeg andre lige så godt kan få gavn af, så her kommer "Virus på Balancenerven 2015"

  • Hvis virus bliver konstateret inden for de første 3 døgn, giver man behandling med intensiv binyrebarnhormon. Denne behandling giver et kortere forløb af sygdommen, og nedbringer antallet af personer med vedvarende gener. Altså dem der resten af livet vil have gener af en overstået virus.
  • Når den første periode med forholdsvis inaktivitet er overstået (er altså svært at kravle en tur i skoven), skal der aktivitet til. Ikke noget med at lægge sig på sofaen og dase, men i stedet skal balancen trænes ved aktivitet! Betragt det som en muskel der skal trænes op igen!
  • På nettet kan findes flere ganske fine trænings programmer, som man kan have god effekt af at følge. Det er til at starte med "blot" at sidde og ryste på hovedet... bliver man ikke svimmel, gør man det ikke godt nok. Men bare rolig, der skal ikke ret meget til for at verden drejer rundt!
  • Kom ud at gå dagligt. Bare en lille tur og gerne på en ujævn flade så som skov, plæne... Tag manden, veninden, konen, cyklen... med som støtteben i starten.
  • Man skal IKKE tage søsygetabletter. De "bedøver den der balancemuskel", og så bliver den ikke trænet.
Og sidst - har man tidligere haft en virus på balancenerven, har man større risiko for at få det igen... 

Inden længe vil her atter være noget lapperelateret, da jeg er begyndt at sy igen!

Maria

Nå ja, for alle I heldige asner, der ikke har kendskab til hvordan det er at have en virus på balancenerven, og derfor ikke kender start-symptomerne, så kommer min oplevelse her:
  • Verden drejer rundt, rundt og rundt som når man lige er hoppet af en karrusel. Men, det holder ikke op igen, og det er lige meget om man ligger, står, sidder, kravler, har lukkede eller åbne øjne... altså uafbrudt!
  • Overvældende klam kvalme konstant (nogle kan hverken holde vådt eller tørt i sig, der var jeg noget heldigere)
  • Store problemer med at gå grundet svimmelhed - nemmere at kravle eller mave sig frem, når det er bydende nødvendigt at komme ud af sengen.
  • Har du prøvet at være søsyg, sådan rigtig søsyg, så gang det med 10, og du har en nogenlunde idé om, hvordan det føles.

9 kommentarer:

Berit sagde ...

Dejligt at høre, du er ved at være klar igen:-) fortsat god bedring

Anonym sagde ...

Godt du er frisk igen.

Jeg har selv haft 5 år i helvede med væske i øret, der gør nøjagtig det samme. som det du har været udsat for.

For at sige det mildt, så er det et rent helvede. Jeg begyndte at gå stavgang i skoven og på stranden - altid i følgeskab med andre.

Jeg har også prøvet at kravle hjem fra arbejde, væltet ind i hække osv. osv. PU-HA - ønsker ikke det kommer igen.

Hilsen
Ingelise

Kari sagde ...

Puha, det lyder bestemt ikke som noget rart. Godt du er ved at være på den anden side.
Fortsat god bedring.

Kirsten Bøttcher sagde ...

Sikke noget l..... Rigtig god bedring.
Hilsen Kirsten

Geta Grama sagde ...

I hope you are feeling better, Maria. Best wishes!

Bedstes Patchwork sagde ...

Det lyder bestemt som en slem omgang, men godt du er i bedring, så du rigtig kan få gang i sysagerne igen.
Hanne

Gitte Møldrup sagde ...

Hvor er det godt at læse at det går fremad igen med dig. Sikke da en hård omgang du har været igennem.
Glæder mig til at se nyt og inspirerende lapperi fra dig 😉

sting for sting sagde ...

Fortsat god bedring til dig.
Og tak for din orientering om behandlingen.

Annestof sagde ...

Godt at høre det går fremad for dig. God bedring fremover.