Sider

torsdag den 26. december 2013

Dagene derpå...

Nu er julen "overstået", og selv om jeg ikke har skrevet ret meget om den, så er det blevet julet her hos os som vanligt. Tror jeg har bagt 22 plader småkager (nogle til andre), lavet masser af konfekt (og spist en del... der er altså noget over nougat!) Juletræet står og stråler,  nisser titter frem her og der, og det helt "vidunderlige" nisselandskab er naturligvis også oppe. Når jeg skriver "vidunderlige" er det fordi, det helt og aldeles er manden mins (og ungernes) projekt. Han har haft sådan et i sit barndomshjem, og da vi i en sommerferie for 8½ år siden, kom forbi et fint lille julehus med glimmer på taget, fik han julelys i øjnene, og købte det straks (og har siden udvidet adskillige gange!). Måske var det også lidt som modvægt til min egen meget "strømlinede" jul... hvilket nu er taget en del af, for med ungernes hjemmelavede julepynt, røg det en tur under alle omstændigheder. I år har nisselandskabet haft besøg af en lille smølf (fra en chokoladekalender)... som vi alle har flyttet rundt på til stor morskab, specielt for den der sidst har flyttet på "dyret".

Vi har i år holdt jul hos min mor (for første gang for ungernes vedkommende - mens de var små prioriterede vi at være hjemme) og det var utrolig hyggeligt. Og jeg blev helt nostalgisk, da jeg så "min barndoms" juletræspynt. Det var en aften med masser af god mad, sang, gaver, knas, spil og ikke mindst latter!
Det helt store syning bliver det ikke til, men i dag har jeg gjort en laaaaaang lukkekants strimmel klar, så skal jeg bare sy den på også! Og ja, det er til "de der strimler" som nogle måske har gættet på trekanternes farver. Glæder mig til at vise, hvad det er jeg hygger mig med.

Jeg har ikke syet en eneste gave, var jeg lige ved at skrive, men det passer faktisk ikke. Jeg syede nemlig et par grydelapper til Helene, og på mine strikkepinde sidder et par tygge, lange og lækre sokker til min far. De nåede ikke at blive færdige, for jeg har både haft besøg af drillenissen (læste forkert i opskriften) og drillemissen... gæt selv hvad hun fandt på. Men eftersom vinteren ikke rigtig er kommet endnu, så skal han nok nå at få brug for dem senere!

De næste par dage skal bruges til hygge, familiefødselsdag, syning, spil med ungerne, middagslur, dase lidt, vandretur, "pynte ned"... sådan som vi bedst kan lidt dagene mellem jul og nytår.

Maria

1 kommentar:

  1. Hold da op du har haft travlt.
    Hvad med jeres juletræ. Kan miss May godt lade det være i fred? Kisser gik straks igang med at bide i grenene på vores træ, og de nederste kugler får jævnligt et lille dask. Og så smager vandet i juletræsfoden åbenbart godt.
    Spændt på at se hvad dine trekanter skal bruges til.

    SvarSlet