Bekendelser?!

Lige nu sidder jeg med resterne af vidunderlige lattertårer i øjnene, for jeg faldt helt tilfældigt over denne blog: "Superheltemors bekendelser". Kan ikke beskrives, men har du tid og kan tåle selvudleverelses bekendelser af den mest pinlig vidunderlige slags, så gik endelig forbi.

Den der slags "selvudleverelses bekendelser af den mest pinlig vidunderlige slags" har jeg selv en forkærlighed for - måske fordi der sjældent er noget, der er lige så morsomt, som når jeg virkelig har trådt i spinaten (og skal fortælle det til andre)?!

Så derfor tilbyder jeg her et skønt mandagsgrin...

For en del år siden, da jeg midt på sommeren skulle have svar på, om jeg var blevet optaget på mit drømmestudie, havde jeg planlagt dagen rigtig godt. Jeg havde taget fri fra arbejde, så jeg ikke skulle gå og tørre snot af andre menneskers børns næser, mens jeg vidste, at der lå post hjemme og ventede på mig. Og jeg havde kørt kæresten (nu manden min) på arbejde rigtig tidligt, så jeg havde mulighed for at køre et eller andet sted hen, hvis ventetiden blev for lang. Men, da jeg ikker er morgenmenneske, endte jeg med at tage mig en god lang morgenlur iført "Eva kostume" i sommerens hede.

Jeg vågner ved, at det ringer på døren. Forvirret som jeg er, tager jeg bare mit sovelagen op foran mig og tumler ud til døren - der står ferie-afløser-postbudet (ung lækker fyr) med et anbefalte brev. Jeg skynder mig at kvitterer og smiler stort tilbage til  ferie-afløser-postbudet, der står og ser på mig med et strålende smil. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han nok var glad på mine vegne over det fine brev, lukker døren og i det jeg vender mig om, ser jeg et glimt af min bare r.. i spejlet. En udsigt  ferie-afløser-postbudet har kunnet nyde i fulde drag al den tid døren var åben. Godt han bare var afløser - og aldrig skulle se min r.. igen.

Maria

Og ja, jeg var kommet ind på drømmestudiet!