Det er super nemt at lave de sødeste
julestjerner og det kan gøres både på maskine og i hånden. Som vanligt har jeg tager et hav af billeder, så lad os se at komme igang!
Du skal bruge en ligesidet trekant til skabelon. Det kan være pap, en del fra pandoras æske eller en 60 graders lineal. Den endelige stjerne bliver ca 1/3 i længden af skabelonens sidelængde. Prøv dig frem.
Læg de to valgte stykker stof ret mod ret, stryg dem med damp (får stoffet til at hænge lidt sammen!) og skær derefter trekanter ud.
Sy hele vejen rundt (på maskine eller i hånden), men lad en lille vendeåbning stå. Klip hjørnerne til.
Vend trekanten gemmen hullet. Fingerpres kanterne, så de ligger pænt flade og pres dem derefter med damt.
Sy vendeåbningen til med små usynlige sting og før derefter synålen med tråd ud i det nærmeste hjørne. Tråden skal ligge lige i sømmen, og den må ikke være for kort, da den skal bruges til hele sammensyningen.
Jeg har her valgt en pink tråd og et søm af en nål - det er bare for at gøre det synligt, hvad jeg gør.
Sy rundt i alle tre spidser. Stik ikke igennem begge lag stof, men kun i "det inderste", så bliver stingene mindst synlige.
Træk hjørnerne sammen og sy to små sting, så de ikke glider fra hinanden igen.
For at finde midten af trekanten, skal du folde som vist på billedet (nålen er kun for, at det bliver tydeligt, at spidsen er det vigtige punkt). Når folden med midten ligger pænt, skal du fingerpresse den godt! Vend derefter den øverste stjernedel til modsatte side og fingerpres igen. Hvor presselinjerne mødes inde i trekanten har du midten.
Stik synålen ned gennem dit midtermærke og træk spidserne ned til midten af arbejdet.
Sy to små "hæftesting", så spidserne bliver hvor de skal, men klip endelig ikke tråden!
Nu skal du finde midten af sidefolderne - dem med sammensyninger. Igen skal du stikke nålen op ved sømmen, så tråden kun fanger det "inderste" stof.
Fortsæt med samme tråd rundt til alle 3 midterstykker.
Træk forsigtigt (men bestemt) tråden til og stjerner vil folde sig pænt - næsten af sig selv.
Stik nålen om på bagisden, tag et hæftesting og stik derefter nålen på lige i midten af stjernen. Nu skal der pyntes med perle/paliet og perle, så samlingen bliver skjult. Læg mærke til, at palietten ikke bliver syet fast, men blot ligger som en "muffe" mellem stof og perle.
Stik nålen om på bagsiden og hæft. Ønsker du at bruge stjerne til en servietring, sy da et stykke silkebånd på.
Det var det - der er der ikke de store ben i.
Men, måske du skal folde din første stjerne her foran skærmen alligevel?
Hvis du syntes, den ovennævnte måde til at finde midten af trekanten er besværlig (og stadig er det efter et par forsøg) kan du i stedet gøre sådan.
Fold to hjørner mod hinanden og fingerpres midt på folden (altså der hvor min finger er). Gentan to gange, hvor det er andre hjørnekombinationer der mødes.
Derved opstår denne fine stjerne, som vil ligge præcis i midten. Sæt evt en lille prik med en blyant eller vandopløseligpen, så du tydeligt kan se, hvor det skal stikke nålen ned.
Så er der kun at sige... god fornøjelse!!!
Maria